Fortunfortets opgaver og indretning

Gaderhøj - og Lyngby Fort, som tilhører den ældre del af befæstningen, var såkaldte enhedsforter. De havde tunge, langtrækkende kanoner og kunne derfor engagere fjenden på lang afstand. Derudover havde de lettere og hurtig-skydende skyts til nærkamp. Fortunfortet samt Gladsaxe- og Bagsværd Fort var nærkampforter og indrettet til at bekæmpe fjenden på relativ tæt afstand. Til nærkampen var de som

enhedsforterne udstyret med lette hurtigskydende kanoner. Til fjernkampen blev forterne understøttet af langt-rækkende kanoner placeret i batterier bag forterne.

tageslottet) på grund af bevoksningen i Fortunens Indelukke. Dette gjorde naturligvis ikke hullet i nordfronten, altså det forhold, at der manglede en robust befæstning mod nord, mindre. I tilfælde af krig var det dog en del af planen, at nordfronten skulle styrkes med et fort, Taarbæk Fort, at Dyrehaven skulle feltbefæstes og Fortunens Indelukke forhugges. Det blev faktisk gennemført under 1. verdenskrig

Placering

Villaer og store træer bevirker, at fortet, når man ser det i dag, ikke forekommer særlig velplaceret. Det er imidlertid ikke tilfældet. Det ligger faktisk ganske godt, idet det er bygget ind i bagsiden af en naturlig bakke, hvilket gør det vanskeligt for fjende at se fortet samtidig med at bakken yder god beskyttelse.

Dertil kommer, at fortet ligger ganske højt - på kote 46 - hvilket giver ildledelsen et godt overblik over operationsområdet. (Lyngby-Tårbæks første vandtårn var af samme grund placeret i nærheden). Billedet herunder giver et indtryk af de oversigtforhold mod øst, nord og vest.

Major O. Andersen gør i sin bog op- mærksom på, at netop placeringen af Fortunfortet i en naturlig bakke og dets lave profil gør det til et betydeligt mere effektivt fort end f.eks. Lyngby - og Garderhøj Fort, der er store og mere synlige, d.v.s. lettere at identificerer og beskyde for en fjende.

Fortets indretning

Fortunfortet er som det eneste bygget i halvandet plan. I nederste plan fandtes mandskabets sove- og opholdsrum, forråd, køkkener, kontor m.v. To rum (4 og 16) placeret i de to indhak i fortets strube havde rent operationelt formål og husede hver én kanon og to rekyl-

geværer til forsvar. Derudover var der adgang til de to observationstårne i hver sin side af fortet fra nederste dæk. Øverste dæk er det egentlige opera- tionelle område, som huser de fire kanoner med tilhørende ammunition og depoter. Nord for fortet ligger den

såkaldete kaponiere, som husede to kanoner og fire rekylgeværer til nærforsvar. Et lille stykke sydøst for fortet ligger et lille bindingsværkshus. Det var her portvagten holdt til. Det er i dag spejderhytte.

Armering

Fortets hovedarmering bestod af 4 stk. 75 mm. hurtigskydende kanoner. De var monteret i panserforsvindingstårne. Panserkuppel, tårnvæg og affutage (underlag for skyts dss. lavet) udgjorde en helhed, som ved hjælp af en kontravægt kunne hæves og sænkes ved håndkraft.

Til nærforsvar af selve fortet var der placeret 2 stk. 75 mm. kanoner og 4 rekylgeværer, datidens maskinka- noner, i en saillantkaponiere.

Strubegraven kunne bestryges af 2 stk. 75 kanoner og 4 rekylgeværer placeret i nogle hak i strubekasernen. Disse kanoner var normalt ladt med kardæsker.

Billederne til venstre er taget på Garderhøj Fort og viser et 75 mm panserforsvind-ingstårns ubådsagtige indre. Det er uklart om det er mage til pansertårnene på Fortunfortet, der var af fransk oprindelse og kom fra fabrikken St. Charmond. Størrelsemæssigt har de dog mindet om hinanden. Et besøg på Garderhøj vil overbevise alle om, at det har været meget krævende - mildt sagt - at være artillerist i forreste række, hvad også skydeøvelsen på Lyngby Fort viste (jf. byggeriet.)

Og hvad skød man med?

Granater

Granater er egnede til at ødelægge permanente og feltbefæstede stillinger. De er kendetegnet ved at sprænge ved - eller umiddelbart efter anslaget og ødelægge det legeme de rammer. Granater er ikke særlig egnede som antipersonelvåben, men som artillerist ved Fortunfortet var det granater, man måtte forvente at få i hovedet under et angreb.

Granater er i besiddelse af netop de egenskaber, der skal til for at øde- lægge beton, idet beton har en tendens til at flække ved direkte træffere, hvilket naturligvis er ubehageligt, hvis man sidder i et fæstningsanlæg, der er lavet af beton!

Granatkardæsker

Kardæsker

Kardæsker er i og for sig det samme som granatkardæsker og tjener samme antipersonelle formål.

Forskellen er, at hvor granatkardæsken bevæger sig igennem luften inden den sprænger, sprænger kardæsken i det øjeblik den forlader kanonløbet og spreder sin dødbringende kugleregn. Den er m.a.o. beregnet på at nedkæmpe en fjende, som er i umiddelbar nærhed. Kaponieren og de to kanoner i struben var armeret med kardæsker.

Forsvar af Fortun Fortet

Det er en udbredt misforståelse, at krige vindes af generaler. Generaler har vundet slag, men de har aldrig vundet en krig. Den, der vinder krigen, er dén, som har de største ressourcer og den bedste logistik. Det betyder omvendt, at den der er bedst til at økonomi- sere med sine ressourcer - alt andet lige - vinder krigen. Det er denne simple erkendelse, som ligger bag forternes indretning.

Pointen er at netop det bastio-nære grundrids giver mulighed for, at fortet kan forsvares effektivt med kun fire kanoner og fire rekylgeværer. Den bastionære udformning udmærker sig med andre ord ved at give det bedste forsvar set i forhold til den for-svarsmæssige indsats - altså netop dét, der skal til for at vinde en krig (alt andet lige).

Aktivt og passivt forsvar

Fortunfortets aktive forsvar bestod af to kanoner placeret i karponi-eren og to i struben. De var alle ladet med 75mm kardæsker og hver suppleret med et rekylgevær, datidens maskinkanon.

Derudover var selve fortlegemet beplantet med tjørn, datidens pigtråd. Billedet fra kommandohejsningen herover giver et godt indtryk af det passive forsvar ("pigtråden" var dog endnu noget klein). Vinduerne blev, i tilfælde af angreb, beskyttet af jernskodder. I 1893 foretog hæren en skydning for at afprøve skod- dernes styrke. Der blev skudt med gevær af typen M 1889 og det er end- nu muligt at se fordybningerne i skod- derne nr. 4, 7, 11, 13 og 15 fra vest.

betonkonstruktion. Sprængkappen, der bestod af et lag kampesten, fungerer ved, at den får indtrængende granater til at eksplodere inden de når den central betonkonstruktion.