Agersøsundstillingen

Drømmen om en flådestation ved Storebælt

Agersøsund er et smalt, men dybt farvand mellem Sjællands sydvestkyst ved Skælskør og øerne Egholm og Agersø. Sundet er kun omkring tre kilometer bredt, men dets strategiske placering gjorde det i slutningen af 1800-tallet til centrum for en ambitiøs militær vision: oprettelsen af en dansk flådestation ved Storebælt.

En strategisk nøgleposition

I 1870’erne og 1880’erne arbejdede man med planer om at etablere en flådestation i Agersøsund. Placeringen var attraktiv, fordi en flådeafdeling herfra ville have tre mulige udfaldsretninger:

• Mod nord gennem Agersøsund til Storebælt
• Mod vest gennem Omøsund
• Mod syd ind i Smålandshavet

 

Alle tre farvande kunne relativt let forsvares med kystartilleri og minespærringer, hvilket gjorde området ideelt til at modstå fjendtlige flådestyrker.

Forsvarsdebatten i Rigsdagen

Planerne forudsatte, at den danske flåde blev udvidet så meget, at den kunne opdeles i to eskadrer – én i København og én i Agersøsund. Forslaget indgik i regeringens forsvarsudspil til Rigsdagen i 1873, 1875, 1882 og 1883. Alle disse forslag lagde vægt på Sjællands forsvar og pegede på Agersøsund som et oplagt sted for en ny flådestation.

Samtidig rasede en bredere debat:
Skulle Danmarks forsvar koncentreres om Sjællands kyster, hvor en fjendtlig landgang kunne finde sted?
Eller skulle man samle kræfterne om København, hvor man forventede, at den afgørende kamp ville stå?

Hvilken forsvarsmæssig betydning kunne flådestation have haft?

En station i Agersøsund ville gøre det muligt at have en mindre flådestyrke klar i Storebælt.

Denne styrke kunne:

• støtte kystforsvaret ved fjendtlige landgangsforsøg på Sjællands vestkyst
• sikre forbindelsen mellem Fyn og Sjælland, så tropper fra Jylland-Fyn hurtigt kunne overføres til Sjælland

Dermed ville Storebælt fungere som en slags militær livsnerve mellem landsdelene.

Planerne falder til jorden

Efter 1883 forsvandt flådestationen ud af de officielle forslag til Rigsdagen. I slutningen af 1880’erne forsøgte pressen og forskellige forsvarsinteresserede dog at genoplive idéen.

Argumentet var, at Danmark bedst kunne beskytte sin neutralitet ved at styrke forsvaret ved Storebælt – herunder ved at bygge flådestationen.

Men udviklingen i Tyskland ændrede forudsætningerne. Den tyske flåde voksede markant, og Danmark måtte erkende, at man ikke længere realistisk kunne opdele sin egen flåde i to stærke eskadrer. Dermed mistede Agersøsund-projektet sin militære logik.

De konkrete planer

I de sidste forslag fra 1882 og 1883 forestillede man sig en flådestation med tre forter:

• Stigsnæs fort – 4 stk. 30,5 cm kanoner
• Egholm fort – 4 stk. 30,5 cm kanoner
• Omø fort – 4 stk. 29 cm kanoner

Derudover skulle Agersø by have et mindre fort med 15 cm og 12 cm kanoner, som også skulle fungere som sekundær armering på de øvrige forter.

Fra glemt idé til ny virkelighed

I tiden mellem de to verdenskrige spillede spørgsmålet om flådestyrker ved Storebælt ingen rolle i forsvarsplanlægningen.

Men efter 2. verdenskrig ændrede situationen sig dramatisk. Sovjetunionens dominans i Østersøområdet og Danmarks indtræden i NATO gav de danske stræder ny strategisk betydning.

Derfor besluttede man – næsten 90 år efter de første planer – at etablere en flådestation ved Storebælt. Denne gang blev den dog placeret i Korsør, hvor anlægget blev gennemført i årene 1957–1960.

Forhistorien til og planerne om anlæg af en flådestation ved Agersøsund

De første idéer (1872)

Tanken om at etablere en dansk flådestation i Agersøsund blev første gang fremlagt i Forsvarskommissionens betænkning af 1872. Her beskrev man, hvordan sundet kunne spærrers af og forsvares, så det kunne fungere som et sikkert tilholdssted for flåden.

Planen byggede på to afspærringslinjer:

• én i den nordlige del af sundet mellem Tudsehage og Egholm
• én i den sydlige del mellem Stigsnæs og Agersø

På de lavvandede områder skulle der anlægges undersøiske stendæmninger, der lå ca. 1 meter under vandspejlet. Det ville indsnævre sejlløbet til 650 meter mod nord og 875 meter mod syd.

Begge løb skulle desuden sikres med minefelter, som kunne beskydes fra to kystbatterier på Tudsehage og Stigsnæs. Hvert batteri skulle have fire panserbrydende kanoner og fire lettere kanoner.

Kommissionen bemærkede dog, at hvis fjenden fik fodfæste på Sjælland, måtte flådestationen også kunne forsvares fra landsiden.

Økonomi og bemanding

Udgifterne til anlæg og søforsvar blev anslået til mellem 1,31 og 2,24 mio. kr., afhængigt af om man opførte begge kystbatterier.

Ingeniørkorpset foreslog, at hvert batteri skulle have:

• 4 stk. 29 cm kanoner
• 6 stk. 4-pundige kanoner (2 til både land- og sømål, 4 til landmål)

Besætningen pr. batteri skulle være 5 officerer, 12 underofficerer og 206 menige.

Anlæg af de to forter blev anslået til 700.000 kr., og bestykningen til 520.000 kr.

Minespærringerne skulle udlægges i 2–3 rækker med 130–160 meters afstand mellem rækkerne og 60–90 meter mellem minerne. Udgiften hertil var 360.000 kr., inklusive magasinbygning, udskibningsbro, kaserne til 13 mand, et dampfartøj og tre kabelbåde.

Forslaget i januar 1873

Regeringen fremsatte i 1873 et bevillingsforslag til Rigsdagen på 2 mio. kr. til flådestationen. Midlerne skulle anvendes således:

Bestykningen skulle være 4 stk. 29 cm kanoner og 6 stk. 4-pundige kanoner pr. fort.

Forslaget blev dog standset i Folketingets finansudvalg.

Forslaget i januar 1875 – en langt større plan

Efter to års stilstand fremsatte regeringen i 1875 et nyt og langt mere omfattende forslag. Den samlede udgift var nu 5 mio. kr.

Ud over forterne ved Tudsehage og Stigsnæs foreslog man tre nye, lukkede forter:

• ét på Egholm
• ét på Agersøs sydvestpynt
• ét på Omø

Alle skulle have både panserbrydende og lettere skyts.

Planlagt bestykning:

• Egholm: 6 stk. 29 cm kanoner + 3 mindre
• Agersø: 4 stk. 29 cm kanoner + 3 mindre
• Omø: 6 mindre kanoner
• Stigsnæs: 2 stk. 29 cm kanoner + 3 mindre
• Tudsehage: 4 stk. 29 cm kanoner + 3 mindre

Hvert fort skulle bemandes med 250 infanterister og 250 artillerister. Derudover skulle 200 infanterister og 50 artillerister stationeres på Agersø for at forhindre landgang.

Som noget nyt foreslog man en undersøisk stendæmning langs Egholms og Agersøs vestkyster – 12,5 km lang og ca. ½ meter under vandspejlet.

Økonomi

Midlerne skulle anvendes således:

Forslaget blev vedtaget i Folketinget, men standset i Landstinget.

Forslaget i december 1875 – det mest omfattende

Senere samme år forsøgte regeringen igen. Denne gang lød den fulde udbygning på 6.591.500 kr., men man søgte kun om 4.242.000 kr. til de første fem års arbejde.

Der skulle nu anlægges følgende forter:

• Tudsehage
• Stigsnæs
• Egholm
• Agersøs sydvestpynt
• Et nyt fort nord for Agersø by bestykket med 4 stk. 15 cm kanoner.

Fortet på Omø udgik, da man mente, at et feltbatteri hurtigt kunne etableres ved behov. De tidligere foreslåede stendæmninger rundt om Egholm og Agersø udgik også.

Midlerne skulle anvendes således:

Stigningen i bestykningsudgifter skyldtes bl.a., at flere 29 cm kanoner var udskiftet med 30,5 cm kanoner.

Forslaget blev dog forkastet i Folketinget, og planerne om flådestationen gled herefter ud af de politiske forhandlinger.

 

De fremsatte forslag i 1882 og 1883

Planerne om kystbefæstning i Storebælt dukkede igen op på finanslovsforslagene i begyndelsen af 1880’erne.

I januar 1882 genfremsatte regeringen forslaget fra december 1875. Denne gang var fortet på Omø igen medtaget, mens forterne ved Tudsehage og Agersøs sydvestpynt var udeladt.

Ifølge forslaget skulle:

• Forterne ved Stigsnæs og på Egholm bestykkes med hver 4 stk. 30,5 cm kanoner
• Fortet på Omø udstyres med 4 stk. 29 cm kanoner
• Fortet ved Agersø by samt de øvrige forter skulle have 15 cm og 12 cm kanoner som sekundær bestykning.

Midlerne skulle anvendes således:

Forslaget blev dog ikke vedtaget i Rigsdagen. Det blev genfremsat både i november 1882 og december 1883, men forkastet begge gange. Herefter blev sagen lagt til side.

I senere planer om udvidelse af flåden indgik fortsat tanken om en flådestation i Agersøsund, men den blev udskudt, indtil flåden havde nået den styrke, som flådeplanen foreskrev.

I praksis blev ideen om en flådestation i Agersøsund dog opgivet.

Forsvarskommissionens betænkning fra 1898 satte det endelige punktum for disse planer.

Storebælts fortsatte strategiske betydning

Selv om flådestationsplanerne faldt bort, forblev Storebælt Danmarks vigtigste gennemsejlingsfarvand til Østersøen. Det spillede derfor en central rolle i de strategiske overvejelser bag landets forsvarsplanlægning.

Tanken om at kunne basere flådestyrker ved Storebælt blev da heller ikke helt opgivet.

I forbindelse med forsvarsloven af 1909 blev der bevilget 5 millioner kr. til kystbefæstningsanlæg, der både skulle sikre Sjællands kyst og støtte søforsvaret.

Det vigtigste element i dette nye befæstningssystem var opførelsen af en række forter og batterier ved indløbene til Smålandshavet.

Herfra skulle flåden kunne operere i Storebælt og deltage i forsvaret mod eventuelle landgangsforsøg.

Forsvarslovens planlagte værker:

• Fort på Masnedø
• Batterier ved Grønsund
• Batteri ved Borgsted på Møn
• Batteri ved Hårbølle på Møn
• Fort på Vejrø
• Batteri på Helleholm syd for Agersø

 

Fortet på Masnedø og batterierne ved Grønsund blev opført og taget i brug i 1914–15.

Men den uheldige skæbne, der ofte havde ramt befæstningsplanerne ved Storebælt, viste sig igen.

Vejrøfortet og Helleholm batteri var planlagt som de sidste anlæg. Inden arbejdet kunne begynde, havde pris- og lønstigninger på de øvrige projekter opslugt resten af bevillingen. Derfor måtte opførelsen af både Vejrø-fortet og Helleholm-batteriet opgives, selv om midlerne formelt var bevilget ved lov.